Tysk inflation vidner om højere servicesektor: Stor rentenedsætte er dog stadig i spil
28/11 14:29
Tyskland måtte for anden måned i træk se inflationen springe i vejret, uden at prisstigningstakten dog helt nåede på højde med økonomernes forventninger.
De tyske forbrugerpriser steg med 2,2 pct. på årsbasis i november mod ventet 2,3 pct. ifølge Bloomberg News. Måneden forinden var inflationen 2 pct. og i september helt nede på 1,6 pct.
Den voksende inflation skyldes blandt andet, at energipriserne ikke længere lægger en dæmper på udviklingen i samme omfang som tidligere, konstaterer Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.
Samtidig ser han desværre tegn på, at servicepriserne fortsat stiger alt for hurtigt. Konkret er priserne på serviceydelser steget med 4 pct. over det seneste år.
Alligevel vurderes torsdagens statistik ikke at stå i vejen for lavere renter fra Den Europæiske Centralbank.
- Dagens lidt højere inflationstal fra Tyskland kommer på et tidspunkt, hvor de økonomiske nøgletal fra euroområdet generelt knager og brager. Erhvervstilliden er faldet mærkbart, hvilket desværre har øget recessionsrisikoen betydeligt. Det gælder ikke mindst i Tyskland, hvor særligt bilindustrien er hårdt ramt.
- Det står dermed også meget klart, at ECB vil sænke renten på det kommende pengepolitiske møde i midten af december. Der er endog en mulighed for at ECB vælger at komme med en såkaldt stor rentenedsættelse på 0,5 procentpoint. Simpelthen fordi økonomien i euroområdet viser overraskende store svaghedstegn, vurderer Tore Stramer.
I forvejen har ECB siden juni sænket renten tre gange på stribe med 25 basispoint til 3,25 pct. fra 4 pct.
Næste rentemøde er den 12. december.
.\\˙ MarketWire