Amerikansk centralbank har ikke travlt med at sænke renten viser referat
27/11 06:34
Der er umiddelbart ikke en stor rentenedsættelse på vej, når Federal Reserves renteudvalg mødes i december.
Det viser referatet fra det seneste rentemøde den 6.-7. november i centralbanken, hvor renten blev sat ned med 25 basispoint til 4,5-4,75 pct., efter en større end sædvanlig reduktion på 50 basispoint på mødet i september.
Af referatet fremgår det, at medlemmerne af centralbanken bredt støttede en forsigtig tilgang til fremtidige rentenedsættelser.
- Medlemmerne (af renteudvalget, red.) forventede, at hvis data kom ind omtrent som ventet, hvor inflationen fortsætter med at bevæge sig ned til 2 pct., og beskæftigelse forsat er nær det maksimale, så vil det sandsynligvis være passende at bevæge sig gradvist mod en mere neutral politik over tid, fremgår det af referatet fra mødet i renteudvalget også kaldet Federal Open Market Committee.
Ud over en modstandsdygtig økonomi, var der blandt medlemmerne usikkerhed om den såkaldte neutrale rente, som er et niveau, der hverken begrænser eller stimulerer den økonomiske vækst.
- Flere bemærkede, at usikkerheden om niveauet for den neutrale rente komplicerede vurderingen af graden af pengepolitikkens restriktivitet og gør det efter deres mening passende at reducere den politiske tilbageholdenhed gradvist, viser referatet, der er offentliggjort tirsdag aften.
POWELL HAR VIST VEJEN
Dermed følger renteudvalgets medlemmer mere eller mindre deres formand, Jerome Powell, der tidligere på måneden sagde, at den styrke han ser i landets økonomi gør, at der ikke er noget hastværk med at få sænket renten for at fjerne bremsen på væksten.
- Økonomien sender ikke nogen signaler om, at vi har brug for at skynde os med at sænke renterne, sagde Jerome Powell ifølge Bloomberg News den 14. november.
- Styrken, vi for tiden ser i økonomien, giver os mulighed for at nærme os vores beslutninger forsigtigt, lød det fra centralbankchefen for mindre end to uger siden.
I centralbankens kvartalsprognose for september indikerede dens ledelse dog, at renten dog vil blive sat yderligere ned inden nytår til 4,375 pct. Desuden pegede renteudvalget på, at renten også vil blive sat ned til næste år med samlet set 1,00 pct.point.
2024 har et rentemøde mere tilbage. Det afholdes den 17. og 18. december.
.\\˙ MarketWire