Fredagens obligationer: Rentefald på bagkant af amerikansk rentenedsættelse
8/11 17:00
Efter en mindre rentestigning i de første handler fredag morgen, endte rentepilen med at pege ned.
Fredag faldt renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2033 med 5 basispoint i forhold til torsdag til 2,11 pct. For en uge siden endte renten fredag eftermiddag i 2,18 pct.
Handlerne fordøjede blandt andet den amerikanske rentenedsættelse torsdag aften, som i omfang med 25 basispoint var, ganske som økonomerne havde spået det. Desuden indikerede centralbankchef Jerome Powell, at Federal Reserve ikke har tænkt sig at springe over en nedsættelse i december - selv med resultatet af præsidentvalget in mente.
Valget af republikanske Donald Trump kan nemlig ifølge flere iagttagere betyde tiltag, der vil øge inflationen, og derfor bliver der også stillet spørgsmålstegn ved, om Federal Reserve kan blive nødt til at holde igen med sine pengepolitiske lempelser for at holde situationen under kontrol.
Fredag var det småt med større nøgletal, der kunne sætte skub i markedet. Den foreløbige opgørelse af forbrugertillidsindekset fra University of Michigan for november landede dog højere end ventet i 73,0 mod ventet 71,0 og 70,5 i oktober.
Den højere forbrugertillid afspejler blandt andet, at forbrugerne regner med en lavere inflation på 2,6 pct. mod ventet 2,7 pct. i det kommende år, hvilket er det laveste siden 2020 ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire