Obligationer/middag: Rentefald frem mod amerikanske nøgletal
8/11 11:50
Efter en mindre rentestigning i de første handler fredag morgen, peger rentepilen ned i middagshandlen.
Fredag middag falder renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2033 med 3 basispoint til 2,13 pct. i forhold til torsdag. For en uge siden endte renten fredag eftermiddag i 2,18 pct.
Handlerne fordøjer blandt andet den amerikanske rentenedsættelse torsdag, ganske som økonomerne havde spået det, og at centralbankchef Jerome Powell indikerede, at Federal Reserve ikke har tænkt sig at springe over en nedsættelse i december - selv med resultatet af præsidentvalget in mente.
Valget af republikanske Donald Trump vil nemlig ifølge flere iagttagere betyde tiltag, der kan øge inflationen, og derfor bliver der også stillet spørgsmålstegn ved, om Federal Reserve kan blive nødt til at holde igen med sine pengepolitiske lempelser for at holde situationen under kontrol.
Fredag er det småt med større nøgletal, der kan sætte skub i markedet, men der venter dog en foreløbig opgørelse af forbrugertillidsindekset fra University of Michigan for november.
Det præsenteres klokken 16 dansk tid, og økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, at det vil stige til 71,0 fra 70,5 i oktober.
.\\˙ MarketWire