Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

COLOPLAST - Regnskab 9M 2022/2023


114772 ProInvestorNEWS 17/8 2023 07:01
Oversigt

Regnskabsmeddelelse, 9M 2022/2023

17.8.2023 07.28 • GlobeNewswire •

9M 2022/23

Delårsrapport, 9M 2022/23

1. oktober 2022 - 30. juni 2023

Coloplast leverede en organisk vækst på 8% og en overskudsgrad på 28% i tredje kvartal1). Den rapporterede omsætning målt i danske kroner steg 4% til 6.108 mio. kr.

* Den organiske vækst pr. forretningsområde var 8% i Stomi, 9% i Kontinens, 9% i Stemme og Respiratorisk pleje, 4% i Hud- og Sårpleje (5% i Sårpleje) og 7% i Urologi.

* Fortsat godt momentum på tværs af regionerne i den kroniske forretning. Den kinesiske stomiforretning vækstede tocifret grundet en lav baseline sidste år og fuldt normaliseret hospitalsadgang og procedurebetinget volumen. Stærkt kvartal i Kontinens med solidt bidrag fra alle produktkategorier, herunder opsamlingsprodukter, hvor restordrerne er afviklet.

* Fortsat solidt momentum i Stemme og Respiratorisk pleje drevet af både laryngektomi- og trakeostomiforretningen.

* Væksten i Sårpleje var drevet af tocifret vækst i Kina på baggrund af en lav baseline og normaliseret hospitalsaktivitet. Godt underliggende momentum i Europa, trods fortsat påvirkning fra restordrer, som forventet.

* Fortsat godt momentum i Urologi med bredt baseret vækst, på baggrund af en høj baseline i 3. kvartal sidste år.

* Driftsresultatet (EBIT)1) var 1.686 mio. kr., svarende til et fald på 4% i forhold til sidste år. Overskudsgraden1,2) var 28% mod 30% sidste år som følge af især inflationspåvirkede inputomkostninger. Indvirkningen fra valutaer i kvartalet var negativ.

* Særlige poster udgjorde en indtægt på 28 mio. kr. Dette inkluderer en tilbageførsel af 244 mio. kr. relateret til Atos Medicals overholdelse af faktureringsreglerne i USA, hvilket reducere den resterende hensættelse til 90 mio. kr. Herudover blev der foretaget en yderligere og endelig hensættelse på 200 mio. kr. relateret til "multidistrict litigation" (MDL) sagerne i USA, som omhandler produktansvar i forbindelse med brug af transvaginale net. Med denne hensættelse anser Coloplast nu MDL-komplekset for afsluttet. Atos integrationsomkostninger udgjorde 16 mio. kr. i 3. kvartal.

En organisk vækst på 8% og en overskudsgrad på 28% i de første ni måneder af 2022/231). Den rapporterede omsætning målt i danske kroner voksede 11% til 18.274 mio. kr.

* Den organiske vækst pr. forretningsområde var 7% i Stomi, 7% i Kontinens, 9% i Stemme og Respiratorisk pleje (5 måneder), 6% i Hud- og Sårpleje (4% i Sårpleje) og 11% i Urologi.

* Driftsresultatet (EBIT)1) var 5.131 mio. kr., svarende til en stigning på 1% i forhold til sidste år. Overskudsgraden1,2) var 28% mod 31% sidste år som følge af inflationspåvirkede inputomkostninger og stigende driftsomkostninger som følge af øgede kommercielle aktiviteter og 159 mio. kr. i afskrivninger relateret til opkøbet af Atos Medical.

* Afkastet af den investerede kapital efter skat før særlige poster var 19% mod 26% sidste år, hvilket bl.a. skyldes den negative effekt af opkøbet af Atos Medical.

Den 7. juli 2023 offentliggjorde Coloplast opkøbet af Kerecis og hævede som følge deraf den langsigtede vækstforventning til 8-10%, fra tidligere 7-9%. Den langsigtede forventning til overskudsgraden fastholdes på over 30% efter 2024/253)

* Kerecis er en innovativ, hurtigt-voksende virksomhed med en minimalt bearbejdet og klinisk differentieret teknologisk platform baseret på fiskeskind og en stærk kommerciel tilstedeværelse i USA. Opkøbet af Kerecis giver Coloplast adgang til det hurtigt-voksende, USA-centrerede 'biologics' sårplejesegment og tilføjer en langsigtet vækstforretning med et stærkt potentiale for at øge lønsomheden, velpositioneret for langsigtet værdiskabelse.

* Kerecis forventes at bidrage med ca. 1 procentpoint til den organiske vækst fra og med 2024/25, med kortvarig udvanding af overskudsgraden.

* Ca. 99% af Kerecis' aktionærer har forpligtet sig til at sælge deres aktier til Coloplast og transaktionen forventes fortsat gennemført i 4. kvartal 2022/23. Opkøbet finansieres via en forhøjelse af aktiekapitalen, der forventes gennemført i 4. kvartal 2022/23.

Finansielle forventninger til regnskabsåret 2022/23

* Den organiske omsætningsvækst forventes stadig at være ca. 8%. Den rapporterede vækst forventes stadig at være 8-9%.

* Den rapporterede overskudsgrad før særlige poster1) forventes stadig at være 28-29%, med uændrede antagelser.

* Anlægsinvesteringer forventes nu at udgøre ca. 1,3 mia. kr. Den effektive skattesats forventes stadig at blive ca. 21%.

"Vi leverer et solidt tredje kvartal med 8% organisk vækst og en overskudsgrad på 28%, hvilket er på linje med vores finansielle forventninger. Vi bliver ved med at tage markedsandele på tværs af vores forretningsområder og regioner. I Kina leverede vores stomi- og sårplejeforretninger tocifret vækst i kvartalet, hvilket gør mig meget optimistisk omkring vores langsigtede vækstudsigter i dette vigtige marked. Derudover købte vi i starten af juli Kerecis, og vi glæder os til at begynde at arbejde sammen med vores nye kolleger, når opkøbet officielt er gennemført i fjerde kvartal," siger adm. direktør Kristian Villumsen.

1) Før indtægt fra særlige poster på 28 mio. kr. i 3. kvartal 2022/23 og før omkostninger fra særlige poster på 5 mio. kr. i de første ni måneder af 2022/23. Omkostninger til særlige poster forventes at udgøre ca. 50 mio. kr. i regnskabsåret 2022/23, hvoraf en indtægt på 244 mio. kr. som følge af tilbageførsel af en hensættelse vedrørende Atos Medicals fakturering, 200 mio. kr. relateret til sagerne i USA vedrørende produktansvar i forbindelse med brug af transvaginale net, ca. 50 mio. kr. relateret til integrationen af Atos Medical, samt ca. 50 mio. kr. i transaktionsomkostninger ifm. opkøbet af Kerecis.

2) Før omkostninger til særlige poster på 20 mio. kr. i 3. kvartal 2021/22 og 435 mio. kr. i de første ni måneder af 2021/22.

3) For så vidt angår den resterende periode i Strive25-strategien, der løber indtil slutningen af 2024/25, forventes overskudsgraden nu at forblive under 30% under antagelse af en udvanding på ca. 100 basispoint pr. år fra Kerecis (inklusive afskrivninger vedrørende købsprisallokering).

Telekonference

Afholdes den 17. august 2023 kl. 10.30 dansk tid og forventes at vare ca. en time.

Hvis du ønsker at deltage aktivt i Q&A-delen, skal du registrere dig på forhånd ved at klikke på følgende link, hvorefter du modtager en e-mail med telefonnummeret til telekonferencen. Registrér dig herTilgå telekonferencen direkte her: Telekonference 9M 2022/23

For yderligere information, kontakt venligst

Investorer og analytikere

Anders Lonning-Skovgaard

Koncerndirektør, CFO

Tlf. 4911 1111

Aleksandra Dimovska

Senior Director, Investor Relations

Tlf. 4911 1800 / 4911 2458

E-mail: [email protected]

Kristine Husted Munk

Senior Manager, Investor Relations

Tlf. 4911 1800 / 4911 3266

E-mail: [email protected]

Presse og medier

Peter Mønster

Sr. Media Relations Manager

Tlf. 4911 2623

Email: [email protected]

Adresse

Coloplast A/S

Holtedam 1

3050 Humlebæk

Danmark

CVR Nr. 69749917

Hjemmeside

www.coloplast.com

Denne selskabsmeddelelse foreligger på dansk og engelsk. I tvivlstilfælde er den engelske version gældende.

Coloplast udvikler produkter og serviceydelser, der gør livet lettere for mennesker med yderst personlige og private lidelser. Ved at arbejde tæt sammen med brugerne af vores produkter udvikler vi løsninger, der opfylder deres specielle behov. Vi kalder det intim sundhedspleje. Vores forretningsområder omfatter Stomi, Kontinens, Hud- og Sårpleje, Urologi og Stemme og Respiratorisk pleje. Vi er en global virksomhed med over 14.700 ansatte.

Coloplast-logoet er et registreret varemærke tilhørende Coloplast A/S. © 2023-08.

Alle rettigheder forbeholdes. Coloplast A/S, 3050 Humlebæk, Danmark.

Vedhæftet fil

https://ml-eu.globenewswire.com/Resource/Download/b740cd05-cca1-4d77-8ad2-75fb3c7147cb

https://www.globenewswire.com/NewsRoom/ReleaseNg/401596159



17/8 2023 07:07 ProInvestorNEWS 0114773



Coloplast Q3: Forventninger fastholdes

17.8.2023 07.39 • MarketWire •

Coloplast fastholder sine forventninger til regnskabsåret 2022/23 i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal. For året venter Coloplast en organisk vækst på omkring 8 pct. samt en salgsvækst opgjort i danske kr. på 8-9 pct.

Coloplast venter samtidig, at overskudsgraden, EBIT-marginen, før særlige poster kommer til at lande i niveauet 28-29 pct.

I regnskabsåret 2021/22 realiserede Coloplast en organisk vækst på 6,0 pct. og en salgsvækst i danske kr. på 10 pct.

Medicoselskabet landede desuden en EBIT-margin før særlige poster på 30 pct. i 2021/22.

Den danske koncern har endvidere en langsigtet målsætning om at levere en årlig organisk vækst i intervallet på 7-9 pct. og en EBIT-margin på "mere end" 30 pct. i faste valutakurser.

.\˙ MarketWire



17/8 2023 08:07 ProInvestorNEWS 0114774



Sydbank: Coloplast lidt dårligere end ventet - valuta forklarer i høj grad

17/8 08:44

Coloplast lander et kvartalsresultat for tredje kvartal, der er lidt dårligere end ventet.

Det konstaterer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen over for MarketWire.

Han konstaterer dog, at det sådan set ikke er fordi, den underliggende udvikling er svagere end ventet.

- Den negativ valutaeffekt forklarer i høj grad udviklingen, siger han.

Toplinjen er lidt svagere end ventet. Omsætningen steg 4 pct. til 6108 mio. kr. mod ventet ifølge estimater fra analytikere var 6173 mio. kr.

De to største forretningsområder - Stomi og Kontinens - leverer forskelligt.

- Stomi leverer 8 pct. i organisk vækst. Det er som ventet, og der er en god udvikling både i produktporteføljen og geografisk. Kina leverer godt, fremhæver Søren Løntoft.

Han konstaterer også, at Kontinens leverer bedre end ventet med en organisk vækst på 9 pct.

- Der er god efterspørgsel efter katederporteføljen og området får også en positiv effekt fra afviklingen af restordrer, siger han.

Urologi og specielt Hud og Sårpleje er til den svage side.

Bruttomarginen er lidt svagere end ventet, og det påvirker naturligt nok resultatlinjerne i regnskabet.

På bunden landede Coloplast et nettooverskud på 1272 mio. kr. mod ventet 1303 mio. kr. og 1289 mio. kr. i samme kvartal i regnskabsåret 21/22.

Stigende inputomkostninger, stigende lønomkostninger i Ungarn, valutaeffekter samt omkostninger til den nye fabrik i Costa Rica, trækker ned og derfor skuffer indtjeningen i tredje kvartal.

Søren Løntoft fremhæver, at det er positivt, at selskabet fastholder forventningerne til hele regnskabsåret, og han ser gode muligheder for, at forventningerne indfries.

Han ser dog aktien handle lavere i dagens handel. Sydbank har en hold-anbefaling af aktien. Aktien lukkede onsdag i 823,40 kr. efter en stigning på 0,9 pct. I forhold til nytårskursen er aktien stort set uændret.

.\˙ MarketWire



17/8 2023 13:05 ProInvestorNEWS 0114784



Topchef: Coloplast leverer som lovet - Kina er oppe at køre igen

17/8 10:50

Coloplast har leveret som lovet i tredje kvartal. Blandt de positive faktorer fremhæver topchefen, Kristian Villumsen, at udviklingen i Kina igen er oppe i gear med flotte vækstrater.

- Vi har leveret i kvartalet og fastholder udsigterne til en organiske vækst på 8 pct. og en EBIT-marginen på 28-29 pct., fastslår han.

Medicokoncernens kerneforretning - Stomi og Kontinens - udvikler sig flot i kvartalet. Kerneforretningen tegner sig for knap 69 pct. af omsætningen i tredje kvartal.

- Stomi vokser 8 pct., hvilket er markant over markedet, og vi har en fin vækst i Europa, USA og Kina, fastslår han.

Kristian Villumsen erkender, at Kina har været nede grundet corona-nedlukningerne i flere af de foregående kvartaler, men nu er på vækstsporet igen med meget flotte tocifrede vækstrater og også i nye patienter.

Endnu bedre end Stomi går det for Kontinens, der vokser 9 pct. også på tværs af regioner. Der har været en restordreproblematik, som nu er løst.

Restordrer påvirker i tredje kvartal Hud- og Sårpleje-divisionen. Hud-delen vokser 10 pct., mens Sår-delen vokser 5 pct.

- Restordrer i Sår påvirker negativt med 1,5 pct.point, men tages der højde for det, er den underliggende vækst 7 pct,, fremhæver topchefen og tilføjer, at også her er Kina tilbage på en tocifret vækst.

Urologi vokser også 7 pct. og således også under koncernens samlede vækst på 8 pct. i kvartalet, men forretningen er oppe imod svær sammenligning.

- År-til-dato er væksten 11 pct. og dermed i god gænge, siger Kristian Villumsen.

Det sidste og mindste forretningsområde - Stemme og Respiratorisk pleje - der er opkøbt Atos Medical, som Coloplast købte for halvandet år siden, vokser mere end koncernen.

Væksten er her 9 pct. i tredje kvartal.

- Det er superglædeligt og ligger på den plan, der er lagt, lyder det fra topchefen.

.\˙ MarketWire



TRÅDOVERSIGT